Jeg står på St. Jean Plads. Kigger mig lidt omkring. Solen står på himlen. Jeg mærker en stille brise på mine bare skuldre. Jeg ser en lille familie komme gående forbi. De kigger på mig, som nu sidder på en bænk med en is i hånden, og sikkert også rundt i hele hovedet. Børnene smiler til mig, hvorefter de løber efter hinanden, som en lille fange-leg.
Jeg rejser mig igen efter et lille hvil. Tørrer min mund i min serviet og tager mine solbriller ned foran øjnene. Jeg går videre ned ad Rue du Lombard. På min højre hånd ser jeg en lille slags indhak, hvor der står en masse mennesker. Jeg undrer mig lidt over hvad det kan være. Min nysgerrighed pirrer jeg, så jeg slutter mig straks til mængden. Foran mig står nu en masse mennesker der står og kigger på en slags fontæne. I midten af fontænen er en lille dreng der står og tisser, Manneken-Pis.
Jeg har hørt om ham før, men jeg har aldrig forstået idéen med den. Jeg kigger til min højre side og spørger manden ved siden af mig hvorfor den er så populær. Han kigger forundret på mig og fortæller mig på fransk at det er Bruxelles’ varetegn. Han fortæller mig at statuen er lavet af Hieronimus Duguesnoy i 1619. Den er kun 60 cm, og lavet i bronze. Historien bag den er en lille to-årig dreng der var blevet væk fra sin far. Faderen lovede at når han fandt drengen, ville han lave en statue af ham, som forestillede det han lavede, da faderen fandt ham. Drengen stod så og tissede, og derfor blev det netop dét statuen forestiller. Men for belgierne er det ikke bare en dreng der tisser der betyder noget, men det at den lille dreng lærer sig selv at tisse, og dét er en sejr i sig selv. Manden får tårer i øjnene da han fortæller mig historien, og jeg mærker stoltheden i hans stemme, holdning og retorik. Jeg kigger på den lille statue, og endelig forstår jeg den. Jeg tager et billede af den, som evigt minde for lige netop dette øjeblik. Jeg bliver stående et par minutter og forestiller mig hele historien inde i hovedet, og kan nærmest se det for mig.
Jeg fortsætter op ad Tabora Rue du Midi. Jeg føler mig en smule vildfaret, så jeg spørger en mand om vej. Derefter fortsætter jeg op ad Boterstraat, og endelig finder jeg vej til Grande Place. Pladsen er fyldt med mennesker, og luften er fuld af larm. Jeg lytter til alle lydene, der hurtigt danner en melodi i mine øre.
Jeg kigger mig omkring og flere forskellige billeder kommer frem i mine tanker. Jeg forestiller mig pladsen i det 12. århundrede hvor det allerede var en kommerciel skillevej mellem Brugge, Köln og Frankrig. Jeg forestiller mig hvordan købmænd handlede på kryds og tværs med engelsk uld, fransk vin og tysk øl, der blev solgt i havnen og på markedet.
Jeg forstiller mig hvordan de spredte små huse rundt på markedet, og hvordan de rige og magtfulde patrian familier senere byggede ”stone mansions”. Markedet blev gradvist vendt til det vigtigste kommercielle og administrative centrum i byen.
Jeg stopper op en gang, kigger mig lidt omkring. Pludselig går jeg igen i stå. Jeg står og kigger på rådhuset og forstiller mig nu hvordan opførelsen i 1402 startede, efter at pladsen indtil da havde været det politiske centrum. Der var blevet afholdt møder, der havde været henrettelser, og det var det sted hvor konger og kejsere officielt var blevet modtaget. Jeg får et billede ind i mit hoved af en konge der kommer til byen og bliver modtaget med hylden og glæde. Man kan sagtens se at denne plads ikke bare er en hvilken som helst plads. Den er omringet af fem smukke store bygninger, men guld spir, høje tårn og dekoreret med smukke sten. På pladsen er der gøglere, restauranter, små boder og den store turist-info. Det er blevet mørkt nu. Rådhuset og bygningerne omkring lyser som store stjerner i natten. Jeg hører forskellige franske stemmer mens jeg går ned ad pladsen. Jeg kan hører at det ikke er den samme slags stemmer som før. Det er utydelige stemmer på mennesker, som i hvert fald har 0,90 i promille.
På vej tilbage til mit hotel går jeg gennem den gade, jeg gik på tidligere. Butikkerne er lukkede, men der er til gengæld fyldt på barerne, caféerne og diskotekerne. Der kommer høj musik derinde fra. Glade, fulde mennesker skygger for et hvert smugkig. Jeg tager et smut derind, sætter mig alene ved et bord og lytter til en ung pige der synger piv falskt på karaoke’en. Jeg tager menu-kortet, hvorpå der står ” O'reilly's”, bestiller en Pinã Colada, og betaler de 7,5 Euro den koster. Jeg sidder for mig selv og nyder den, mens jeg svinger med til ”Summer of ’69” der højrøstet bliver sunget af fem jævnaldrene fyre.
Jeg tager pludselig mig selv i at skråle med på ”Baby One more Time”. Får øje på en fyr der sidder i baren overfor mig, og stirrer stift på mig. Bliver lidt forlegen og skynder mig at kigge væk. Jeg tager min mobil frem og lader som om jeg snakker engelsk med min veninde, som i min fantasi er på toilettet. Jeg skynder mig at bælle det sidste af min drink, og tager derefter min jakke på. Jeg pakker mine ting ned i tasken og tager den under armen. Svinger håret udenpå jakken og styrer mod udgangen. På vej ud snubler jeg i en ledning. Jeg mærker at mine kinder blusser endnu mere op. Nu skal jeg bare væk herfra.
Jeg mærker hvordan forskellige gamle, fulde mænd holder mig varm med deres intense blikke, sensuelle stemmer og tydelige håb. Suser ud af døren, mens jeg ignorerer deres kald, og kommer endelig ud på gaden i den frie luft. Fordrukne, unge mennesker laller rundt på gaderne, skråler og danser. Jeg genkender det fra mig selv når jeg er ude med mine venner i Danmark og har fået alt for meget at drikke, på alt for lidt tid. Jeg genkender den frihed man har, og følelser af at man kan klarer hele verdenen. Den glæde og gejst jeg føler ved tanken om det, slår pludselig over i en trist tanke. Jeg kommer i tanke om alt det hjemme i Danmark, og forstår ikke helt hvorfor jeg går her alene lige nu.
Jeg går tilbage til hotellet for at ”Catch up” med de andre. De ligger og sover, så jeg lukker stille døren efter mig. Jeg hopper i nattøjet og sender lige en godnat-besked hjem til Danmark. Jeg ligger lidt og tænker, kan ikke rigtig falde i søvn. Jeg tænker lidt på hvordan det må være at være belgier. De virker som meget flinke mennesker, når man er inde i butikker f.eks.. Mændene derimod virker meget sleske. Man kan ikke gå på gaden som turist, uden at blive bombarderet med ”Bonjour’s” og ”Bonsoir’s”. I forhold til de danske drenge er de meget mere udadvendte, meget mere nærgående og faktisk også irriterende. Men på den anden side styrker det jo også ens selvtillid. Men sådan er det stort set alle steder som turist, og det kommer heller ikke som nogen overraskelse. For som rygtet siger, er de smukkeste piger jo dem fra Danmark.
Jeg tænker igen på byen. Alle deres statuer, bygninger og huse betyder så meget for dem. Hvert et lille stykke jord er ekstrem vigtigt for dem. På en måde er det smukt at være belgier, altså sådan en rigtig belgier. De sætter pris på hver lille ting i deres land, og det kunne danskere i hvert fald lærer noget af. Vi tager alting forgivet. Vi ødelægger ikke bare vores land, men vores verden, mere og mere for hver dag der går, og vi er ligeglade. Vi lukker øjnene og lader tingene ske.
Man burde egentlig tænke over det. Men faktisk så tror jeg at danskerne vil være ligeglade alligevel. For hvad der ikke påvirker os eller vores tid har vi jo heller ingen grund til at redde eller gøre noget for. Det er forkert, men det er sådan vi tænker. Når bare vi har det godt og gør som vi vil, skal det hele nok gå.
Jeg lukker øjnene, og endelig falder jeg i søvn..
Jeg står på St. Jean Plads. Kigger mig lidt omkring. Solen står på himlen. Jeg mærker en stille brise på mine bare skuldre. Jeg ser en lille familie komme gående forbi. De kigger på mig, som nu sidder på en bænk med en is i hånden, og sikkert også rundt i hele hovedet. Børnene smiler til mig, hvorefter de løber efter hinanden, som en lille fange-leg.
Jeg rejser mig igen efter et lille hvil. Tørrer min mund i min serviet og tager mine solbriller ned foran øjnene. Jeg går videre ned ad Rue du Lombard. På min højre hånd ser jeg en lille slags indhak, hvor der står en masse mennesker. Jeg undrer mig lidt over hvad det kan være. Min nysgerrighed pirrer jeg, så jeg slutter mig straks til mængden. Foran mig står nu en masse mennesker der står og kigger på en slags fontæne. I midten af fontænen er en lille dreng der står og tisser, Manneken-Pis.
Jeg har hørt om ham før, men jeg har aldrig forstået idéen med den. Jeg kigger til min højre side og spørger manden ved siden af mig hvorfor den er så populær. Han kigger forundret på mig og fortæller mig på fransk at det er Bruxelles’ varetegn. Han fortæller mig at statuen er lavet af Hieronimus Duguesnoy i 1619. Den er kun 60 cm, og lavet i bronze. Historien bag den er en lille to-årig dreng der var blevet væk fra sin far. Faderen lovede at når han fandt drengen, ville han lave en statue af ham, som forestillede det han lavede, da faderen fandt ham. Drengen stod så og tissede, og derfor blev det netop dét statuen forestiller. Men for belgierne er det ikke bare en dreng der tisser der betyder noget, men det at den lille dreng lærer sig selv at tisse, og dét er en sejr i sig selv. Manden får tårer i øjnene da han fortæller mig historien, og jeg mærker stoltheden i hans stemme, holdning og retorik. Jeg kigger på den lille statue, og endelig forstår jeg den. Jeg tager et billede af den, som evigt minde for lige netop dette øjeblik. Jeg bliver stående et par minutter og forestiller mig hele historien inde i hovedet, og kan nærmest se det for mig.
Jeg fortsætter op ad Tabora Rue du Midi. Jeg føler mig en smule vildfaret, så jeg spørger en mand om vej. Derefter fortsætter jeg op ad Boterstraat, og endelig finder jeg vej til Grande Place. Pladsen er fyldt med mennesker, og luften er fuld af larm. Jeg lytter til alle lydene, der hurtigt danner en melodi i mine øre.
Jeg kigger mig omkring og flere forskellige billeder kommer frem i mine tanker. Jeg forestiller mig pladsen i det 12. århundrede hvor det allerede var en kommerciel skillevej mellem Brugge, Köln og Frankrig. Jeg forestiller mig hvordan købmænd handlede på kryds og tværs med engelsk uld, fransk vin og tysk øl, der blev solgt i havnen og på markedet.
Jeg forstiller mig hvordan de spredte små huse rundt på markedet, og hvordan de rige og magtfulde patrian familier senere byggede ”stone mansions”. Markedet blev gradvist vendt til det vigtigste kommercielle og administrative centrum i byen.
Jeg stopper op en gang, kigger mig lidt omkring. Pludselig går jeg igen i stå. Jeg står og kigger på rådhuset og forstiller mig nu hvordan opførelsen i 1402 startede, efter at pladsen indtil da havde været det politiske centrum. Der var blevet afholdt møder, der havde været henrettelser, og det var det sted hvor konger og kejsere officielt var blevet modtaget. Jeg får et billede ind i mit hoved af en konge der kommer til byen og bliver modtaget med hylden og glæde. Man kan sagtens se at denne plads ikke bare er en hvilken som helst plads. Den er omringet af fem smukke store bygninger, men guld spir, høje tårn og dekoreret med smukke sten. På pladsen er der gøglere, restauranter, små boder og den store turist-info. Det er blevet mørkt nu. Rådhuset og bygningerne omkring lyser som store stjerner i natten. Jeg hører forskellige franske stemmer mens jeg går ned ad pladsen. Jeg kan hører at det ikke er den samme slags stemmer som før. Det er utydelige stemmer på mennesker, som i hvert fald har 0,90 i promille. 
På vej tilbage til mit hotel går jeg gennem den gade, jeg gik på tidligere. Butikkerne er lukkede, men der er til gengæld fyldt på barerne, caféerne og diskotekerne. Der kommer høj musik derinde fra. Glade, fulde mennesker skygger for et hvert smugkig. Jeg tager et smut derind, sætter mig alene ved et bord og lytter til en ung pige der synger piv falskt på karaoke’en. Jeg tager menu-kortet, hvorpå der står ” O'reilly's”, bestiller en Pinã Colada, og betaler de 7,5 Euro den koster. Jeg sidder for mig selv og nyder den, mens jeg svinger med til ”Summer of ’69” der højrøstet bliver sunget af fem jævnaldrene fyre.
Jeg tager pludselig mig selv i at skråle med på ”Baby One more Time”. Får øje på en fyr der sidder i baren overfor mig, og stirrer stift på mig. Bliver lidt forlegen og skynder mig at kigge væk. Jeg tager min mobil frem og lader som om jeg snakker engelsk med min veninde, som i min fantasi er på toilettet. Jeg skynder mig at bælle det sidste af min drink, og tager derefter min jakke på. Jeg pakker mine ting ned i tasken og tager den under armen. Svinger håret udenpå jakken og styrer mod udgangen. På vej ud snubler jeg i en ledning. Jeg mærker at mine kinder blusser endnu mere op. Nu skal jeg bare væk herfra. 
Jeg mærker hvordan forskellige gamle, fulde mænd holder mig varm med deres intense blikke, sensuelle stemmer og tydelige håb. Suser ud af døren, mens jeg ignorerer deres kald, og kommer endelig ud på gaden i den frie luft. Fordrukne, unge mennesker laller rundt på gaderne, skråler og danser. Jeg genkender det fra mig selv når jeg er ude med mine venner i Danmark og har fået alt for meget at drikke, på alt for lidt tid. Jeg genkender den frihed man har, og følelser af at man kan klarer hele verdenen. Den glæde og gejst jeg føler ved tanken om det, slår pludselig over i en trist tanke. Jeg kommer i tanke om alt det hjemme i Danmark, og forstår ikke helt hvorfor jeg går her alene lige nu.
Jeg går tilbage til hotellet for at ”Catch up” med de andre. De ligger og sover, så jeg lukker stille døren efter mig. Jeg hopper i nattøjet og sender lige en godnat-besked hjem til Danmark. Jeg ligger lidt og tænker, kan ikke rigtig falde i søvn. Jeg tænker lidt på hvordan det må være at være belgier. De virker som meget flinke mennesker, når man er inde i butikker f.eks.. Mændene derimod virker meget sleske. Man kan ikke gå på gaden som turist, uden at blive bombarderet med ”Bonjour’s” og ”Bonsoir’s”. I forhold til de danske drenge er de meget mere udadvendte, meget mere nærgående og faktisk også irriterende. Men på den anden side styrker det jo også ens selvtillid. Men sådan er det stort set alle steder som turist, og det kommer heller ikke som nogen overraskelse. For som rygtet siger, er de smukkeste piger jo dem fra Danmark.
Jeg tænker igen på byen. Alle deres statuer, bygninger og huse betyder så meget for dem. Hvert et lille stykke jord er ekstrem vigtigt for dem. På en måde er det smukt at være belgier, altså sådan en rigtig belgier. De sætter pris på hver lille ting i deres land, og det kunne danskere i hvert fald lærer noget af. Vi tager alting forgivet. Vi ødelægger ikke bare vores land, men vores verden, mere og mere for hver dag der går, og vi er ligeglade. Vi lukker øjnene og lader tingene ske.
Man burde egentlig tænke over det. Men faktisk så tror jeg at danskerne vil være ligeglade alligevel. For hvad der ikke påvirker os eller vores tid har vi jo heller ingen grund til at redde eller gøre noget for. Det er forkert, men det er sådan vi tænker. Når bare vi har det godt og gør som vi vil, skal det hele nok gå.
Jeg lukker øjnene, og endelig falder jeg i søvn.. 
