Du lærte mig at jeg skulle bare være mig selv,for ved at være det, behøvede jeg intet held.
Jeg tog det til mig og var klar til at give dig min verden,
klar til at gøre alt i verden for at befri dig for smerten.
Men du bakkede kun ud og vendte mig ryggen,
og fra dette kom mit hjertes trykken.
Jeg så dig for god til mig lige fra starten,
men i al min ihærdighed glemte jeg sandheden i farten.
Alene, uden dig, er jeg nu for mig selv,
og dagene indtil du skriver kan jeg intet andet end tæll’.
Jeg ved jeg er stærk og det hele nok skal gå,
men åbne dine øjne er noget jeg bare må!
Jeg er skuffet mere end nogensinde før,
og jeg håber at dette et eller andet inden i dig rør.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar